Udbyders annoncering på egen hjemmeside skal følge reglerne for markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelser. Reglerne gennemgås i afsnittet.
Niels Brock følger følgende regler for markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelser.
For udbud af arbejdsmarkedsuddannelser er der fastsat særlige regler for annoncering og markedsføring af uddannelsesaktiviteter, der i sagens natur også gælder for udbyders annoncering på egen hjemmeside. De overordnede markedsføringsregler findes i § 6 i bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v., der gengives her:
§ 6. Markedsføring af åben uddannelse og arbejdsmarkedsuddannelser skal ske i forhold til de målgrupper, som uddannelsesaktiviteterne er udviklet til, og i forhold til uddannelsesaktiviteternes mål, i det omfang der er tale om kompetencegivende uddannelse.
Stk. 2. Markedsføringen skal angive uddannelsesaktivitetens art, f. eks. arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) eller enkeltfag, herunder i hvilken uddannelse enkeltfaget indgår.
Stk. 3. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikke-arbejdsmarkedsmæssig sammenhæng eller i øvrigt være egnet til at vildlede om uddannelsesaktivitetens mål og indhold. Arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse skal markedsføres med den godkendte kode og titel.
Stk. 4. En tilskudsberettiget uddannelsesaktivitet må ikke markedsføres som en del af et samlet uddannelseskoncept, hvor der indgår salg af aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed.
Stk. 5. Når flere tilskudsberettigede uddannelsesaktiviteter markedsføres som et samlet uddannelseskoncept skal det fremgå, hvilke uddannelsesaktiviteter der indgår med deltagerbetalingen for de enkelte dele. Institutionen skal ved udbud og markedsføring efter stk. 1 samtidig sikre, at uddannelsessøgende og virksomheder, der alene har behov for enkelte af uddannelserne i det samlede uddannelseskoncept, kan få deres uddannelsesønske imødekommet på institutionen eller på en anden nært liggende institution inden for en rimelig tid.
Stk. 6. Markedsføring af individuel kompetencevurdering skal ske i forhold til målgruppen for vurderingen, og formålet med vurderingen skal fremgå af institutionens hjemmeside.
I forbindelse med udbud af arbejdsmarkedsuddannelser skal det således understreges, at opfyldelsen af betingelserne for annoncering er en af de specifikke tilskudsbetingelser for at uddannelsesinstitutionen kan få tilskud efter reglerne for åben uddannelse.