Fransk fortsættersprog B

Fransk fortsættersprog B

Fransk er et færdighedsfag, et vidensfag og et kulturfag. Fagets centrale arbejdsområde er det franske sprog, dels som alment og erhvervsmæssigt kommunikationsmiddel i europæiske og andre internationale sammenhænge, dels som erkendelsesmiddel og som genvej til forståelse af andre romanske sprog og kulturer. Endvidere omhandler faget erhvervs- og samfundsforhold samt kultur i Frankrig og andre fransksprogede lande.

Formål

Gennem arbejdet med fransk sprog udvikles elevernes evne til at kommunikere på fransk i såvel almene som erhvervsmæssige sammenhænge. Studiet af fransksproget kultur og litteratur giver viden og indsigt, som bibringer eleverne såvel forståelse af fransksprogede samfund og kulturer som øget omverdensforståelse og interkulturel bevidsthed. Faget udvikler elevernes sans for den æstetiske dimension i fagets udtryksformer. Endelig sætter franskfaget eleverne i stand til gennem kulturmødet at reflektere over egen kultur i sammenligning med fransksprogede kulturer.

Faglige mål

Eleverne skal kunne:

  • forstå hovedindholdet, når der tales fransk om kendte såvel som almene emner, formidlet gennem forskellige medier
  • deltage i samtale og diskussion på et klart og nogenlunde flydende fransk om kendte såvel som almene emner
  • læse og forstå ubearbejdede fransksprogede tekster, herunder medietekster
  • mundtligt præsentere, redegøre for og kommentere kendte problemstillinger inden for samfund, erhverv og kultur på et klart og nogenlunde flydende fransk ved hjælp af relevante præsentationsformer
  • udtrykke sig skriftligt om en given problemstilling på et enkelt og sammenhængende fransk, oversætte en lettere dansk tekst til fransk samt udfærdige enkle erhvervsrelaterede materialer
  • analysere og fortolke fransksprogede tekster af forskellige litterære og ikke-litterære genrer samt sætte den enkelte tekst ind i kulturelle, samfundsmæssige og litterære sammenhænge
  • perspektivere den erhvervede viden om franske og frankofone samfunds-, erhvervs- og kulturforhold til andre samfunds-, erhvervs- og kulturforhold
  • benytte viden om, hvordan man lærer fremmedsprog, i det daglige arbejde.